tirsdag den 26. maj 2009

Kærestesorger


Denne artikel skrev jeg i efteråret 2007, da jeg gik på åben uddannelse - Skriv Journalistisk - på Journalisthøjskolen i Århus. Vi var sendt ud i byen for at finde materiale til en reportage. Det var mandag aften efter efterårsferien, og byen var usædvanlig død. Da jeg nærmede mig Bispetorv, var der usædvanlig meget lys på domkirken, og torvet var tomt, bortset fra nogle gamle biler og en gammel, rød bus. Jeg snusede rundt og fandt ud af, at Niels Malmros var i gang med optagelser til sin nye film, Kærestesorger. Da filmen nu er premiereaktuel, synes jeg det kunne være sjovt at fiske artiklen frem.
-- oOo--

60-er stemning på Bispetorv

Af Viggo Christiansen

Bispetorv i Århus er næsten tom. Nogle gamle biler fra 60erne står side om side midt på pladsen. I aften stråler domkirken i lyset fra de store projektører, som er stillet op på torvet. Et par mænd i uniformer fra Politihjemmeværnet står og fryser. Foran bilerne er et par unge fyre i gang med at sætte kamera- og lysstativer op.
”Vi vil gerne have bussen kørt frem!” En kvinde med notesblok og walkie i hånden råber fra teatrets trappe. En gammel, rød bus med runde hjørner ruller langsomt op foran teatret og stopper.
Ventetid
De gamle biler på pladsen bliver flyttet lidt frem og tilbage. Flere projektører sættes op og rettes mod teatrets facade. Mændene fra Politihjemmeværnet ringer til ejerne af nogle biler, som står parkeret indenfor den afspærring, der er sat op først på dagen. En enkelt bil står tilbage. Mens mændene diskuterer, hvordan de får fjernet den sidste bil, kommer der pludselig en mand, som hurtigt sætter sig ind og kører væk.  ”Vi har været her siden klokken sytten” fortæller en af politimændene. ”Vi skal i hvert fald være her til midnat, måske længere. Ærgerligt at jeg glemte mine handsker derhjemme, for det er godt nok koldt at stå her.”
Optagelse”Kan vi få Transitten kørt væk, så vi kan komme i gang med optagelserne?” Kvinden fra filmholdet råber ud fra trappen foran teatret. En ung mand springer frem og kører med det samme den store kassevogn udenfor kameraets synsvinkel. En flok mennesker, klædt i pænt, gammeldags tøj kommer frem fra teatret og venter på de sidste instrukser. ”I skal sprede Jer ud over pladsen foran teatret. Når jeg råber ’værsgo’ starter bussen. I tæller til fem og begynder at gå ind i teatret. Pas nu på at I ikke bliver kørt over af bussen!”  Statisterne fordeler sig på pladsen.  ”Klar til prøve!” bliver der råbt. ”Værsgo!” Bussen og statisterne sætter sig i bevægelse. Et par instrukser mere, statisterne fordeler sig atter på pladsen. ”Klar til optagelse” bliver der råbt. ”Værsgo!” Bussen og menneskene sætter sig igen i bevægelse.  ”Ja tak, den er i kassen! Hvor er I gode!” råber instruktøren ud fra teatrets forhal. Det hele er overstået på et par minutter.
Malmros er i byenDet er Niels Malmros, som er i gang med optagelser til sin nye film ”Kærestesorger”. Den er en fortsættelse af ”Kundskabens træ” fra 1981 og foregår i begyndelsen af 60erne. Optagelserne strækker sig over 3 år, og filmen har premiere i 2008.

mandag den 25. maj 2009

Borgertopmøde – politikerne lytter

I november 2008 var jeg så heldig at blive inviteret til borgertopmøde om fremtiden sundhedsvæsen. Jeg kunne slet ikke sige nej, og jeg skrev i den forbindelse en "borgerartikel" på den lokale avis' hjemmeside. Her er artiklen.
-----------------------------------------------

“Ved hvert bord er der en politiker, som skal fungere som bordformand og ordstyrer ved bordet. Hvis bordformanden har svært ved at holde mund og lade Jer deltagere få ordet, kan I hente et hold-kæft-bolsje her hos mig” lød det fra topmødeguiden Jens Ole Amstrup.

Ved borgertopmødet i Ålborg den 1. november skulle politikerne for en gangs skyld lytte til borgerne i stedet for at tale. Dagens emne var fremtidens sundhedsvæsen. Fire ud af de fem regioner afholdt topmøde på samme tid. I alt var knapt 1000 borgere indbudt til at deltage i møderne.

Én af de heldige
Da jeg lørdag morgen satte mig i topmødebussen i Thisted, var jeg meget spændt på hvad det var for noget jeg var blevet indbudt til. Fremtidens sundhedsvæsen angår os alle, og jeg kunne slet ikke sige nej, da jeg fik invitationen til at deltage. Hvad bliver der forventet af mig i dag? Kan jeg bidrage med noget?
Ved ankomsten til Gigantium blev vi straks placeret ved runde borde med 8-10 deltagere og en politiker. Selv om vi ikke kendte hinanden, kom snakken hurtigt i gang om dagens første emne: hvordan skal det danske sundhedsvæsen udvikle sig de næste 10 - 15 år?

Afstemninger
Midt på dagen blev vi bedt om at flytte til nye borde og møde nye mennesker. Eftermiddagens emner var mange, krydret med videoindslag og afstemninger. Hvordan giver vi sundheden de rette vilkår? Hvad skal sundhedsvæsenet kunne i fremtiden? – og mange andre spørgsmål. Igen gik snakken livligt rundt om bordene. Bordformændene var gode til at være ordstyrere, og ikke blande sig i debatterne. Resultatet af afstemningerne kunne vi straks se på skærmen.

Resultaterne bliver brugt
Ved afslutningen af mødet understregede Ulla Astman, formand i Region Nord, at resultaterne fra dagens topmøder skal bruges i planlægningen af fremtidens sundhedsvæsen. “På den kommende sundhedskonference i januar 2009 vil vi bruge resultaterne fra dagens møder, når vi skal lægge planer for fremtidens sundhedsvæsen” fortsatte hun.

Spændende dag
Efter mødet tænker jeg selvfølgelig på dagens forløb og emnerne, som vi blev bedt om at tage stilling til. Jeg synes det var en utroligt spændende dag, og hvis jeg får chancen en anden gang siger jeg helt sikkert ja tak. Mødet var veltilrettelagt og topmødeguiden var veloplagt og godt forberedt. Så jeg siger tusind tak for en spændende dag.

En smule malurt
Der er dog også lidt, som kunne have været bedre. Det var tydeligt, at det var regionernes topmøde. Regionerne driver sygehusene, og dagens emner var meget fokuseret på sygehusvæsenet. Sundhedsvæsenet handler om mange andre ting, for eksempel ældrepleje, pleje af handicappede, genoptræning og meget mere. Det er alt sammen opgaver, som ligger i kommunerne, og det virker som om regionspolitikkerne har fokuseret på egne sundhedsopgaver. “Fremtidens sygehusvæsen” havde været mere rammende som overskrift for dagen.

Regionsrådsmedlem Anders Broholm gjorde opmærksom på at regionerne ikke har råderum til at gennemføre de mange ønsker, der kom frem på mødet. Her må jeg sige at han vist ikke helt har forstået dagens opgave. Topmødet handlede om borgernes ønsker og visioner for sundhedsvæsenet. Meget er landspolitik, og dagens opgave for regionens politikere må være at samle ind og bære videre, uden straks at tænke i pengekasser.

TV var med
Der var naturligvis stor medie-interesse for mødet. Dagen før mødet blev jeg kontaktet af TV Midt/Vest, som var interesseret i at følge nogle deltagere under mødet.

Se TV Midt/Vests udsendelse om mødet